Nyheder

Specialkursus skal lære ambulancefolk at håndtere XXL

En af uddannelsesambulancerne på Rescue Center Denmark er lidt anderledes end de andre ambulancer på centret. En særligt solid ambulancebåre og et særligt spil, som kan hive båren ind i ambulancen er de to mest synlige ting i ambulancen, som er specialindrettet til svært overvægtige patienter.

Med den stadige stigning i antallet af svært overvægtige i Danmark, er der opstået et behov for specialkurser for ambulancereddere i netop forflytninger af svært overvægtige. ”Specielle forflytninger i det præhospitale miljø” hedder kurset, som skal klæde ambulancereddere på til at anvende korrekt løfte-, bære- og forflytningsteknik på patienter, der er svært overvægtige, bruge patientens egne hjælpemidler med mere.

xxl
Specialambulancen trækker båren op i ambulancen med et spil og lidt hjælp. Båren er også specialbygget til størrelse XXL.

Rescue Center Denmark har selv udviklet kurset ”Specielle forflytninger i det præhospitale miljø” og fået det godkendt ved Undervisningsministeriet. Konsulent John Møller Jensen har oplevet en efterspørgsel efter den slags kursus, efterhånden som stadigt flere ambulancestationer har anskaffet sig ambulancer med udstyr til brug ved svært overvægtige patienter.

- Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpeaflastning for ambulanceredderne, men det er vigtigt, at de også bliver uddannet i løft-, bære og forflytningsteknik. Det kan være et meget belastende arbejde, og der er nogle andre hensyn man skal tage og teknikker man skal arbejde med. Og der er vist ingen tvivl om, at det er et arbejdsområde, som vil komme til at fylde stadigt mere i reddernes hverdag, siger John Møller Jensen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er forekomsten af overvægt er steget med 75 % siden 1987, en tendens som ikke ser ud til at vende.

Rescue Center Denmark uddanner størstedelen af landets ambulancereddere. Derfor vil emnet også blive berørt på ambulanceredderuddannelsen.

Kurset er endnu ikke programsat, men vil komme på i løbet af sommeren under vores ambulancekurser.

Kontakt :
Konsulent John Møller Jensen, mobil: 45 3046 4880, e-mail: jmj@rescuecenter.dk