Nyheder

Frederiksberg Brandvæsen rustet til redning i højderne

Frederiksberg Brandvæsen er blevet trænet i højderedning, så kompetencerne og teknikkerne er helt opdaterede, hvis der sker uheld i højderne på Frederiksberg. 25 % af styrken, 10 mand, har været på kursus ved Rescue Center Denmark, som er specialiseret i sikkerhed på land, til vands og i højden.

web2.jpg

Kurset er meget aktuelt for brandvæsnet i storbyen, blandt andet på grund af metrobyggeriet. Selv om det foregår i dybden, risikerer metromedarbejderne uheld i højderne målt fra bunden af de dybe tunneludgravninger. Også uheld i siloer, master og andre højder skal Frederiksberg Brandvæsen være rustet til.

Og det har været en succes, fortæller Jan Hemmingsen, som er brandmester ved Frederiksberg Brandvæsen og selv deltog i kurset i Esbjerg.

- Vi har fået en fantastisk knowhow om materiel og teknikker til at klare redningsopgaver i højden. Vi er 125 % tilfredse og kunne ikke forlange det bedre, siger han.

web1.jpg
Afprøvning af udstyr. Brandmester Jan Hemmingsen står til venstre. 

I løbet af en uge kørte to erfarne instruktører de ti brandmænd igennem et program, hvor de lærte at redde mennesker ned fra højderne i tilfælde af et uheld, om evakuering, evakueringsplaner og korrekt brug af faldsikringsudstyr. Kurset består af en blanding af teori og praktisk brug af faldsikringsudstyr og evakueringsudstyr.

Også gennemgangen og afprøvningen af udstyr er meget aktuel for Frederiksberg Brandvæsen, oplyser brandmester Jan Hemmingsen:

- Vi står overfor en fornyelse af vores materiel, siger han.

web3.jpg
Redning af mand fra højderne i en båre.