Nyheder

Teknikere fra DONG Energy øvede redning i ekstreme forhold

Vindteknikerne på havvindemølleparken Horns Rev 2 arbejder normalt under ekstreme forhold med 30 kilometer til land, ingen læge, butikker eller andre fornødenheder. 

Denne uge har otte mand skiftet Vesterhavets brusen ud med de hårde fliser på Rescue Center Denmark, hvor de deltager i kurset Advanced Rescue. Selv om omgivelserne i mindre grad er underkastet naturens vold, bliver teknikerne testet i mere ekstreme øvelser, end de forhåbentlig kommer til at opleve på deres arbejdsplads. For sikkerheden skal være i top, og de skal være beredte på den værst tænkelige situation.

advanced web5.jpg
Hjertemassage ved hånd og med hjertestarter i en svært fremkommelig nacelle. En nacelle anbragt på jorden indgår i Rescue Center Denmarks øvelsesfaciliteter. 

Som for eksempel hvis en tekniker får hjertestop i en af de ufremkommelige vindmøllenaceller 68 meter over vandoverfladen, hvis en person brækker benet, så man bliver nødt til at rette det ud for at kunne få personen reddet ud. Eller andre akutte situationer, hvor teknikerne skal udøve førstehjælp på avanceret niveau.

advanced web6.jpg
Kunstigt åndedræt

Stefan Møller og Jan Bendix er to af de teknikere, som i løbet af ugen har arbejdet med kunstigt åndedræt, hjertemassage, spineboards og meget andet udstyr i tårne og den nacelle, som Rescue Center Denmark har placeret på jorden i sit øvelsesterræn. I sommerhalvåret bor de en uge af gangen på beboelsesplatformen ved Horns Rev 2, mens de om vinteren tager frem og tilbage samme dag - de dage, hvor vejret tillader det. For dem har kurset været en øjenåbner for, hvor vigtigt det er at være parat til at yde førstehjælp i ekstreme situationer, og for hvor lang tid der går, før der kommer professionel hjælp.

- Det giver perspektiv på hvor lang tid det egentlig tager, siger Stefan Møller.

- Det er godt og spændende, for man får indsigt i hvordan det kan foregå, tilføjer Jan Bendix.

Desuden har kurset frem for alt understreget, hvor vigtigt det er, at sikkerheden er i top.

- Det bliver i alle tilfælde meget tydeligt, hvor store konsekvenserne er når man kommer til skade 30 kilometer fra havn, konkluderer Jan Bendix.

advanced web2.jpg
Det er svært at få den tilskadekomne ud. 

Selv om det ikke skal ske, føler de sig nu bedre rustet til en eventuel nødssituation. Kurset veksler mellem lidt teori og øvelser i realistiske situationer, hvor underviserne lader kursisterne selv arbejde sig frem til en løsning og gennemgår svagheder og styrker ved den løsning de valgte.

- Det har fungeret godt, at vi selv får lov til at finde en løsning. Det sætter mange tanker i gang. Selv har jeg fundet ud af, at man nogle gange skal tage lidt tid til at tænke det igennem og få et overblik. Man kan komme til at lave mange uhensigtsmæssige fejl, når man bare går i gang, forklarer Stefan Møller.

Desuden er de blevet inspireret til noget nyt udstyr, som de vil skaffe til Horns Rev 2.

Kurset Advanced Rescue er et mere avanceret rednings- og førstehjælpskursus til folk, som allerede har taget GWO-certifikat.

advanced web.jpg
Hjertemassagen fortsætter undervejs i pauser under transporten ud af vindmøllen.