Nyheder

Treenighed vil sikre bedre vingebeskyttelse

Nyheden er fra Metal Supply

2fexhezl7e4tzu3b_700_525.jpg
Foto/Danwind

Hvad sker der, når et træningscenter, en serviceleverandør og en produktleverandør går sammen om at videreudvikle metoder til let, hurtig og sikker adgang til vingerne med det formål at lave forbedret leading edge protection (LEP)?

LEP-produktet fra Teknos bliver påført som beskyttelse til vingernes forkant, altså den del af vingen, der ”skærer” igennem vinden. Vingens ydre forkant udsættes for et slid, der som følge af slagpåvirkningen fra regndråber medfører erosion af vingens overflade. Denne fjernelse af materiale skader ikke kun vingens forkantstruktur, men den medfører også nedsat mølleeffektivitet og deraf produktionstab.

Det behov har dannet grundlag for et samlet koncept, hvor vingeteknikerne bevæger sig op til vingen og udfører LEP-reparationen kontrolleret og effektivt. Der er udviklet applikationsudstyr og positioneringsredskaber, der sammen med Teknos’ LEP-produkt øger kvaliteten af det udførte arbejde.

- Vi er gået efter at udvikle et samlet koncept til LEP, fortæller Brian Nygaard Lund, Danwind Construction, og fortsætter:

- Og vi fandt løsningen sammen med Teknos, Rescue Center Denmark og Zülau. Det har været vigtigt for os at sikre en effektiv løsning med brug af actsafe power ascenders, sikkert applikationsudstyr og en effektiv træning. Det har givet et samlet resultat med et godt arbejdsmiljø og sikkerhed i arbejdet. Vi har udviklet sikre arbejdsmetoder samtidig med, at effektiviteten er høj. Vi kommer hurtigt i gang med opgaven ude på siten, kort opstillingstid og hurtig omstilling, så holdet kan reparere en hel vinge per dag inklusive forbehandling og applikation.

- Det har i denne proces været vigtigt for os at levere et stærkt produkt og endnu bedre at se produktet anvendt sikkert og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, supplerer Henrik Hansen, commercial director wind, Teknos.

- Det har været en supergod udviklingsproces, hvor vi har kunnet levere og udvikle metodebeskrivelser samt hjælpeværktøjer, der giver hurtig adgang til at komme i gang med arbejdet. Der er også tænkt i at minimere risici, herunder nedfaldende objekter, og mange andre detaljer, der samlet set sikrer et godt resultat. Vi har udviklet prototyper, hvor teknikerne kan positionere sig på vingekanten – protyper, der sidenhen er sat i produktion hos Zülau, fortæller afdelingsleder John Møller Jensen.